Henrik Ibsens skrifter

I et Brev, indrykket i ​Aftenbladets No. 22, har det behaget Dem, blandt endel andre ​Gjenstande, ogsaa at omtale mig og ​mit nye Skuespil paa følgende Maade:

«Siden jeg har talt saameget om Theatret burde jeg vel fortælle en Smule om det nye Stykke, som forrige Uge gik over Scenen; men jeg har kun seet det een Gang, og det er ikke nok for at sætte sig ind i alt det Virvar, som forekommer deri. Heller ikke vilde den Dom, jeg vilde komme til at fælde, blive synderlig gunstig for Forfatteren, der i Modsætning til det rige, poetiske Væld han besidder, synes at savne baade Menneskekundskab og Verdenskundskab. Derfor mere derom naar det igjen er opført.»

At indlade sig i Pennefeide med anonyme Brevskrivere er nu vistnok i Regelen en unødig Gjerning; men da Deres ovenfor anførte Yttringer indeholde, ligesom i en Sum, al den Letsindighed og Uvorrenhed, hvormed næsten ethvert skrivekyndigt Menneske nutildags troer sig berettiget til offentligt at affærdige enhver Frembringelse paa Kunstens eller Literaturens Enemærker, saa kan jeg for Principets Skyld ikke lade Deres Ord gaa saa aldeles upaatalte.

Forinden jeg indlader mig videre med Dem skal jeg imidlertid opfordre Dem til, efter Pligt og Skyldighed, at besvare følgende Spørgsmaal:

a) Naar De offentligt fremsætter den Paastand, at Stykket indeholder en heel Deel «Virvar», fælder De saa ikke en Dom over Stykket? Og hvor tør De indlade Dem paa at fælde Dom over et Arbejde, som De selv siger De endnu ikke har havt Anledning til at sætte Dem tilstrækkeligt ind i? Er ikke slig Adfærd baade uvorren og letsindig?

b) Sømmer det sig vel for Dem, som en Smagens Leder, at holde Deres Bemærkninger tilbage, fordi den Dom, De vilde komme til at fælde, «ikke vilde blive synderlig gunstig for Forfatteren»? Er det da ikke Deres Hensigt at veilede baade ham og Publicum? Men kan De saa forsvare at holde Deres «Dom» tilbage, fordi den vilde blive Forfatteren ugunstig? Og endelig, – hvis De ikke har tilsigtet en saadan Veiledning, hvorfor sætter De da Deres Skriverier i Aviserne?

c) Hvad mener De Almenheden bry’er sig om Deres private Formening angaaende Ens «rige, poetiske Væld», og hvorledes skal man passende betegne slige Tirader af en Hr. n-s? Kan saadant henføres under andre Rubriker, end under ​Thevandspassiar og Privatvrøvl, – og er det anstændigt at byde Publicum sligt?

d) Naar Hr. n-s, efter «kun een Gang at have seet Stykket» og endnu ikke «sat sig nok ind deri», opdager, at det røber Mangel paa «Menneskekundskab og Verdenskundskab», mener De saa ikke at enhver Anden med normale Forstandsevner vil kunne gjøre den samme Opdagelse? Jeg tænker De gjør rettest i at indrømme mig dette. Men hvis saa er, hvorfor skal De saa have Deres Privatformeninger ind i Bladene? Hvorfor trænger De Dem frem med et ​Ledebaand, som Ingen har Brug for?

Disse Spørgsmaal skylder De baade Dem selv og mig at besvare; enhver løs Paastand, offentligt fremsat, bør ogsaa offentligt begrundes.

For imidlertid at spare Dem for unødigt Arbejde, skal jeg paa Forhaand gjøre opmærksom paa en Ting: Dersom De, som rimeligt kan være, skulde finde det nemmest at smutte fra Sagen ved et lidet Kunstgreb, saa vil det ikke nytte Dem til Noget, det siger jeg Dem forud. Jeg tænker mig nemlig, at De kunde falde paa, istedetfor Svar paa mine Spørgsmaal, at give en Fremstilling af Stykkets Indhold og saa til Slutning spørge: «Er ikke dette et komplet Virvar? Røber ikke dette Mangel baade paa Menneskekundskab og Verdenskundskab?» Men derved kommer De sandelig ikke et eneste Skridt videre; thi ved den Fremgangsmaade beviser De jo kun at Stykkets Indhold, fremstillet med Deres Ord, og med Deres Pen, bliver til et «Virvar», lidende af Mangel paa Menneskekundskab osv., Noget, hvorom jeg aldrig har næret Tvivl, og som det aldrig kunde falde mig ind at fordre Beviser for. Nei, hvad her skal bevises, er at Stykket, gjengivet med mine Ord og med min Pen, er fuldt af Virvar m. m. I Kunsten saavelsom i Literaturen gjelder nemlig intet «Hvad», men kun «Hvorledes», og ad den fortællende Vej vil De saaledes aldrig kunne klare Dem; Grunde maa De opdrive, Grunde for Deres Paastande, ifald De ikke vil staa som En, der kun farer med løs Snak og som havde gjort klogest i at tie stille.

Idet jeg nu ønsker Dem Held med Deres Arbeide, vil jeg bede Dem endelig ikke at lade Dem genere af den «ugunstige Dom»; jeg er ikke saa ømskindet som De synes at mene, det er mig om Sandheden at gjøre, og for enhver grundig Kritik, den være nu rosende eller dadlende, vil jeg vide at være taknemmelig, saafremt den kun leder mig til større Klarhed over mig selv. Det er derfor ingenlunde paa Grund af Paastandenes Skarphed at jeg har taget til Gjenmæle mod Dem, men fordi Deres Paastande ere løse og ubegrundede. Kan jeg nu af Deres Svar paa disse Linier udvinde noget Lærerigt, saa skal det være mig kjært; i modsat Fald maa De trøste Dem med at Deres Svar kommer til at indeholde en gavnlig Lære for Dem selv, den nemlig, at ikke Enhver er kaldet til at kjæmpe i Smagens Tjeneste, om han end er skrivekyndig og i Privatlivet slumper til at opsnappe en Del Meninger, der bekvemmeligen laer sig føre i Pennen.